Dagens vers

Jeg vil prise Herren til enhver tid; hans pris skal være stedse på mine læber.

---

**Et Offer af uophørlig Lovsang** Der ligger en dyb trods i ordet *altid* — for psalmisten siger ikke, at han vil prise Gud når himlen er klar og høsten er rigelig, men i *enhver periode*, selv når sjælen vandrer gennem dale, den ikke valgte. Lovsang er derfor ikke blot en følelse, der stiger, når omstændighederne er gunstige; det er en *disciplin*, en hellig handling af viljen, der forankrer hjertet til en uforanderlig sandhed, når alt omkring os skifter som sand. At holde tilbedelse vedvarende på vores læber er at erklære, at Guds godhed ikke afhænger af vores komfort, at Hans værdighed transcenderer vores forståelse. Denne slags lovsang transformerer den, der ofrer den — for du kan ikke kontinuerligt tale om Guds skønhed uden langsomt, stille at blive omformet til nogen, der ser den skønhed overalt. Lad din mund blive et levende alter, hvor ilden aldrig slukner.